Min far - min barndom.

Min far har været narkoman. Han kom helt ud af sit misbrug for nogle år siden, og idag lever han helt normalt. Jeg er stolt af, at han er nået så langt som han er idag. Men jeg må vel hellere starte fra begyndelsen.  Da jeg var lille, var min far ikke særlig meget tilstedet. det skyltes flere ting. Men for det meste var det nok fordi han var i fængsel. Efter jeg er blevet ældre har min mor fortalt mig mere om det, og hun har ihverfaldet skulle leve med lidt af hvert. Det er stort set hende, der har opdraget og passet på mig og min lillebror, for min far var enten skæv, eller sad inde det meste af tiden. Da jeg var omkring 5 år vil jeg tro, blev mine forældre skilt. Efter at have boet lidt på skift hos mine bedsteforældre, flyttede vi ind i den lejlighed hvor vi bor nu. Mig og min lillebror så ikke min far ret tit, for han var stadig flere gange i fængsel og på forskellige afvænningshjem. Da mine forældre stadig ikke mente jeg var gammel nok til at forstå det, sagde han altid når han ringede til mig, at han var i Norge, og han snart kom hjem. Da jeg blev lidt ældre fortalte han mig så at han sad i fængsel, men han sagde at det var på grund af nogle bøder han ikke havde betalt. Når han ikke sad i fængsel, var vores kontakt stadig meget ustabil. Han var rigtig god til at love en masse ting, og så ikke holde dem. Han sagde tit, at han ville ringe den og den dag, men han ringede aldrig. Eller at han ville komme og besøge os den og den dag, og så kom han ikke. Nogle gange gik der flere uger, der kunne endda gå mere end en måned hvor vi ikke hørte fra ham, på trods af de ting han havde lovet. Jeg kan huske en dag, hvor jeg sad nede i køkkenet og snakkede med familien. Jeg husker ikke hvor gammel jeg var. Min mors telefon ringede, og hun sagde det var min far, og at han ville snakke med mig. På det tidspunkt havde jeg ikke hørt noget fra ham i lang tid. Jeg blev rasende og ked af det. Jeg skreg at jeg ikke ville snakke med ham, og løb grædene op på mit værelse og gemte mig.
Mange gange har jeg siddet og grædt i flere timer fordi jeg savnede ham så meget, og min papfar har haft lange snakke med mig mens han har prøvet at trøste mig.
Når jeg tænker tilbage på alt det, kan jeg stadig godt engang imellem blive sur på ham, over den barndom han har givet mig og min lillebror. Men samtidig er jeg stolt af ham, over at han er nået så langt den dag idag. Og når alt kommer til alt, så elsker jeg stadig min far, uanset hvor meget han har gjort mig ked af det og ødelagt min barndom. Han er jo trods alt min far, og det at han har kæmpet sig ud af sit misbrug, viser også noget om, hvor meget han elsker mig og min lillebror.